Huset: 24 91 39 66 · huset@moelle-huset.dk
Møllevej: 26 51 62 22 · moellevej@moelle-huset.dk

Information - Huset

Som ny forældre til et barn i aflastning i Mølle-Huset ApS er der følgende procedure for, hvordan opstarten forløber både for jer og jeres barn.

Når der er dialog om aflastning, retter sagsbehandler eller familierådgiver kontakt til os og fortæller kort om jeres barn. Mølle-Huset ApS laver en målgruppevurdering på baggrund af tilsendte dokumenter samt forudgående samtaler, og ser vi, at barnet eller den unge vil kunne profitere af vores sted, så inviterer vi jer forældre og sagsbehandler til et indledende møde.

På mødet får I mulighed for at fortælle og uddybe mere om jeres barn eller unge, samt få info fra os om, hvad en aflastning hos os er, og hvad I kan forvente.

Dernæst beslutter alle parter sig for, om der skal indledes et samarbejde omkring aflastning hos os.

Beslutter vi os for at indlede et samarbejde vil i og jeres barn eller ung blive indbudt til et møde, hvor jeres barn kan se det hus, som barnet eller den unge skal tilknyttes.

Dette møde falder typisk i ugen op til aflastningen starter, så det er frisk i erindring til jeres barn eller ung ankommer om fredagen. Den første weekend aflastningen starter vil jeres barn blive mødt af enten Søren eller Jeppe, der har været med til mødet tidligere på ugen således, at der er et kendt ansigt når jeres barn ankommer fredag.

Samme procedure gør sig gældende, hvis barnet eller den unge skal starte i hverdagsaflastningen.

Skulle det være nødvendigt at gøre opstarten anderledes i forhold til at sikre den bedste indkøring for barnet eller den unge, så gør vi det. Her er det vigtigt, at I som forældre er i tæt dialog med ledelsen, således vi sikrer bedst mulige opstart og indkøring for netop jeres barn eller ung.

Jeres barn vil blive tilknyttet en fast weekend enten en gang pr. måned eller hver 14. dag, hvor de altid vil møde de samme børn fra gang til gang samt møde det samme personale fra gang til gang.

Der tilbydes aflastning i alle weekender, skolernes ferier samt på helligdage. Der er lukket på helligdage ml. jul og nytår.

Husene har åbent fredag kl. 15.00 og lukker igen søndag kl. 18.00

Når jeres barn starter i aflastning hos os, så skal I huske at pakke:
  • Sengetøj, vi har dyner og puder. Vi har en pose til hvert barn, som sengetøj kan ligge i fra weekend til weekend.
  • Tandbørste, tandpasta, shampoo og et håndklæde.
  • Tøj til hele weekenden. Det er vigtigt med tøj, der passer til årstidens vejr, da vi ofte er ude i al slags vejr og evt. badetøj.
  • Evt. medicin.

Medicin håndteres efter følgende retningslinjer:

Det er forældrenes ansvar at:

  • Medicinen skal være lægeordineret med tydelig anvisning hvornår, hvordan og hvor meget medicin, der skal gives.
  • Forældrene skal aflevere barnets medicinkort (FMK) eller sende det pr. mail, således det kan uploades Mølle-Huset ApS interne journalsystem. FMK skal være ledelsen i hænde inden opstart.
  • Aflevere medicin i original emballage, altså ikke fordelt i pilleæsker.
  • Sker der ændringer i dosis, præparat eller lign. skal ledelsen orienteres med det samme.
For at personalet må tage imod medicinen, skal det være i original emballage med barnets navn og CPR og angivelse af, hvordan medicinen gives. Indlægsseddel skal være intakt og der skal være udløbsdato på æsken.

Det er personalets ansvar at:
  • Dispensere: personalet optæller eller tilbereder den ordinerede medicin.
  • Administrere: personalet udleverer medicin, hjælper barnet med at indtage medicin og observerer efterfølgende.
  • Dokumentere: personalet kvitterer ved modtagelse af medicin, signerer, når medicinen er givet og arkiverer i internt journalsystem.

I weekenderne tilbydes varieret og sund mad lavet fra bunden. Der er fokus på økologi og gode råvarer og der tilbydes sunde alternativer til slik og sukker.

Vi lægger vægt på at spise sammen og vi ser spisesituationer, hvad enten det er hjemme, på restaurant eller cafe, som et led i de unges sociale træning og udvikling.

Det er muligt at imødekomme allergier, eksempelvis gluten, lactoseintolerance etc

Kort beskrivelse af en typisk weekendstruktur i Huset.

I ugen op til aflastningen vil alle modtage et program for den kommende weekend. I programmet beskrives weekendens struktur, madplaner, aktiviteter og hvis der er andre ændringer.

Fredag ankommer man og pakker sine ting ud på sit faste værelse. Derefter er der leg og ofte tilbydes en bolle/frugt eller lignende, der spises sammen med de andre børn og voksne i spisestuen. Der tilbydes leg, inde og ude, der typisk altid foregår i husene om fredagen.

Når der skal laves mad, er man altid er velkommen til at hjælpe til, hvis man har lyst og vil man hellere lege, kan man det. Efter aftensmaden er der hygge, gerne med Disney Sjov eller en film og der efter sengetid efter behov.

Lørdag spiser vi morgenmad omkring kl. 8.30. Efter morgenmaden leger man, går i gang med kreative projekter, går i haven, tager på aftalt tur eller noget helt andet. Det er typisk lørdag, der er aktiviteter ud af huset.

Søndag skal der ryddes op på værelset efter morgenmaden og der er mulighed for igen at lege, danse, hygge, gå i haven, færdiggøre et kreativt projekt eller andet. Efter frokost søndag begynder de første børn at blive hentet og en god weekend lakker mod enden.